To af veteranerne på Anholt og kendt af alle er Bendt og Anni Nielsen på Fuglevej. Selvom de oprindeligt er fynboere, så må de vel efterhånden betegnes som fuldblods Anholtere.

Bendt – eller El-bendt som vi alle kalder ham – kom til Anholt i 1958 som soldat. Han ankom til en ikke helt færdigbygget radarstation og skulle sammen med 27 soldaterkammerater overvåge Kattegat.

Anholt Radarstation

Anholt radarstation er den bedst beliggende overvågningsstation i Danmark, og vi var jo midt i den kolde krig. Det kunne godt være skræmmende, husker Bendt, især når de fik meldinger fra Kattegat Syd om russiske skibe og ubåde på vej gennem Øresund. ”Da jeg fik at vide, at jeg skulle til Anholt tænkte jeg, at det var dog det mest dødsyge sted, man kunne forestille sig” fortæller Bendt, ”men så viste det sig at være paradis på jord.

Opgaver som udstationeret soldat på Anholt

” Man blev ikke overbelastet med opgaver, så det var en fornøjelse at være sammen med de fastboende og hjælpe til, hvor der var behov. Soldaterne kom jo med mange forskellige færdigheder, som kunne bruges forskellige steder på øen. En bondesøn hjalp for eksempel med at hakke roer på Vibehøj, hvor man dengang drev landbrug. Der var nu lidt langt mellem roerne, synes bondesønnen fra den fede jord på Fyn”.

Anholterne var ikke altid lige begejstrede for de mange soldater. Man skal forestille sig, at der konstant var omkring 28 unge udenøs mænd på øen, og der blev afholdt sommerballer i forsamlingshuset. Den gamle fyrmester havde foræret byen forsamlingshuset – Christiansens Minde – på den betingelse, at der ikke blev nydt spiritus i forsamlingshuset.

” Derfor var der jo en bestandig trafik ud og ind af døren, for der var vist nok nogen, der havde forsyninger i hækken uden for forsamlingshuset”, griner Bendt. Men slagsmål erindrer han nu ikke, selvom han engang i døren til bagtrappen kom i vejen for radarstationens store kok, og fik en knytnæve i ansigtet. (Kokken var stor, så Bendt lod som ingenting). Kokken var i øvrigt rigtig god til at lave mad, – undtagen sovs som man måtte skære ud med kniv. Der var faktisk også mange flåter dengang i 58-59. Radarstationen havde to katte og de hoppede med jævne mellemrum op i skødet på soldaterne for at få fjernet flåter fra pelsen.

Bendt hjælper til på øen

El-Bendt havde stor fornøjelse af at hjælpe Erik og Jane – den gamle vognmand – og han passede Jan (og skiftede ble) når de skulle i byen. Der var både Fru Hald med skibsproviantering i havnen, Brugsforening og købmand i det der senere blev til Det Blå Hus ligesom Tatol var i det gule hus midt i byen, – men var ophørt da Bendt og Anni fik sommerhus på Anholt. Senere var der en overgang grillbar Dværgkrukken, husker Anni.

Som vognmand kørte Erik jo med kul og koks, og Bendt husker stadig hvordan 50 kg koks og 100 kg stenkul kan ”skære” sig ind i ryggen på en, når man slæber dem op og ned ad trapper og stiger.

El-Bendt var, som navnet lader ane, elektriker, og da han skulle hjemsendes i juli 1959, blev han bedt om at færdiggøre elinstallationerne på radarstationen, men derefter var det retur til Fyn, hvor han og Anni boede indtil 2001, hvor de sammen flyttede til Anholt for at blive fastboende på øen.

Tilbage til Anholt – med Anni

Men helt let gik det nu heller ikke at få Anni overbevist om, at Anholt var paradis på jord, og hun bemærker tørt, at soldaterhistorier jo har det med at vokse sig store, så det var med en vis skepsis, at hun i 1972 tog med Bendt og ungerne på campingtur til Anholt.

Der var dengang en interimistisk campingplads ved Sønderstrand. Von der Maase kom ud og opkrævede betaling for overnatning, og vand til madlavning og andre fornødenheder blev hentet inde i byen, mens affaldet blev gravet ned ved Sønderstrand. Her på Anholt nedbrydes affald næsten ikke, så man kan efterhånden som havet æder sig ind i landet finde dåser og plastikposer fra dengang, fortæller Bendt. Dengang kunne man også sagtens finde en gryde i klitterne at smide sig i – nu er der vel knapt nogen tilbage?

Sommerhus søges – 1972

Anni og Bendt forsøgte i 1972 at finde et sommerhus på Anholt, men det var umuligt, for der var kun ét til salg uden for byen. Der var byggestop og de 7 ”fuglehuse”, som Von der Maase havde haft til salg på Fuglevej, var allerede solgt. Heldigvis var der en danskamerikaner, som fortrød sit køb, og naboerne kontaktede Anni og Bendt, som af advokaten fik at vide, at de skulle slå stil straks, for på Anholt blev sommerhusene købt ubesete. Anni og Bendt fløj til Anholt og blev hentet af Erik, som kørte dem til Fuglevej, så de kunne se på huset. Dengang var der restaurant i Kammerherregården, – det husker Anni, for de fik kaffe dér om eftermiddagen. Sommerhuset var en lille hytte uden elektricitet, så man brugte petroleumslamper, hvilket jo er noget skidt for en elektriker, så i efterårsferien samme år trak Bendt en ledning til det nærmeste udtagssted (med tilladelse) – og samtidig hjalp han de andre sommerhusejere med at få strøm. Dengang Bendt var soldat på Anholt var der jævnstrøm på øen og en 15 W pære i køkkenerne på Anholt – måske 25 W når det gik vildt til. Og selvfølgelig ingen gadelys.

Det var i øvrigt lige ved at gå galt med sommerhusprojektet, for under hele overfarten med ”Læsøfærgen” det efterår i 1972 stod Anni som lammet på dækket, hvid i hovedet med enorm søsyge. ”Det hus kan hurtigt blive solgt igen, hvis det er sådan at komme til Anholt”, husker hun, at hun tænkte – og mente! Nu tænker Anni altid med glæde på, at hun skal blive tilbage på Anholt, når hun ser færgen lægge fra og sejle mod Grenå.

Blev fastboende Anholtere i 2001

Anni og Bendt holdt sommerferie på Anholt i deres hus på Fuglevej hver sommer fra 1972, men i 2001 havde de den første vinter på Anholt, og de har været fastboende Anholtere lige siden. Anni vidste nu godt, at det var urealistisk, at Bendt skulle kunne overleve uden værksted, så siden 2001 er huset blevet større og større med tilbygninger, annekser og værksteder. Bendt har siden 2001, hvor Leif var elværksbestyrer, været afløser på elværket og fra 2005, hvor den gamle fyrmester Boisen døde, også været fyrmester. Søfartsstyrelsen har udstyret ham med en skriftlig tilladelse til at køre til fyret, og i en del år kørte han i sin elskede Obel Frontera, som altid klarede turen med glans. Jeg kører altid langs stranden, for det er kun tilladt at bruge redningsvejen, når det ikke er muligt at køre på stranden, fortæller Bendt.