I begyndelsen af november kom vi for første gang til Anholt. Vi havde været så heldige at få lov til at låne Degnens hus i tre måneder som en del af projektet “prøv en ø”.

Det har været tre gode måneder, hvor vi har fået et godt indtryk af hvordan det er at bo på en lille ø i Kattegat på godt og ondt, som for eksempel: At man skal afsætte fire dage, hvis man vil deltage i en familiefødselsdag, at man ikke kan tage færgen eller gå i Brugsen uden at møde nogen man kender eller at man altid ved at der er gæster på øen, når man ser et ukendt ansigt. Vi er blevet fantastisk godt modtaget på Anholt, og har mødt rigtig stor imødekommenhed, hjælpsomhed og gæstfrihed fra alle. Vi har nydt naturen, gåture på strandene og i ørkenen.

Grunden til at vi gerne ville bo på Anholt var at vi var blevet trætte af hovedstadens larm, stress og forventninger, og søgte efter et sted med stilhed, tid til hinanden og uden forventninger til en konstant selvrealisering. På mange måder har tiden på Anholt levet op til vores forventninger. Vi oplevede at livet kan have forskellige tempi, og at storbyens mange ofte selvopfundne problemer mistede deres betydning på den lille isolerede ø. Vi har følt at tiden på øen gik alt for stærkt, og pludselig stod vi for enden af “prøv en ø” sæsonen.

Vi var begyndt at overveje hvordan vi kunne skabe et liv på Anholt, men første februar sluttede vores deltagelse i “prøv en ø”. Selvom vi helst var blevet på øen har boligsituationen, og specielt jobsituationen gjort det svært at finde en mere permanent løsning for et liv på Anholt.

Vi har oplevet det lidt som en ond cirkel, der gør det meget svært at bosætte sig på Anholt: Hvis man ikke har et job er det svært at låne penge til et hus, og lejeboliger er der heller ikke. Samtidig er det svært at få et job, hvis man ikke har et mere permanent sted at bo. Uden et permanent sted at bo har vi også mødt en vis skepsis til hvorvidt vi virkelig var interesseret i at blive på øen.