Historier og billeder fra hverdagen på Anholt

Prøv en ø

Anholt ligger langt væk, men det er utroligt hvad der sker her.

 

Prøv en ø

Drømmer du om at omgive dig med storslået natur, fantastisk horisont og finde roen?

Drømmer du om at komme væk fra storbyen eller provinsen og den faste grund under fødderne? Måske er det ø-livet, du skulle prøve!

Vi søger nemlig flere nye øboere til vores fællesskab. For at overbevise dig om, at du i virkeligheden er øbo, så vil vi gerne tilbyde dig og din eventuelle familie en unik mulighed for at give Anholt og ø-livet en chance i et par måneder hen over vinteren.

Har du læst med så langt? Så velkommen til Anholt!

Danmarks mest isolerede ø med tre timers færgetransport til nærmeste by, Grenå. Velkommen til et ualmindeligt almindeligt liv med arbejde, skole, fritidsinteresser og foreningsliv på en lille ø, som har alle de hverdagsting der får en landsby til at fungere: Brugsforening, børnehave, skole med bibliotek, forsamlingshus, hjemmepleje, læge og kirke.

Eller velkommen til et liv med storslået natur lige i baghaven og spændende naboer, som har fundet deres levevej på øen. Med muligheder for at medbringe eller starte ny virksomhed eller at skabe kunst og kulturoplevelser til glæde for øens beboere og de mange fritids-Anholtere. Vi har plads til – og brug for det meste!

BØRNE- OG FAMILIELIV PÅ ANHOLT

Anholt er en tryg lille ø, hvor alle kender alle. Skolen er lille med lige under 20 børn med høj faglig kvalitet op til og med 9. klasse. Der er korte afstande og få biler, så skolevejen er tryg og børnene har allerede fra børnehavealderen stor frihed. Børnehaven fungerer også som vuggestue for øens mindste. Foreningen Anholts Børn står for indenø’s arrangementer og andet til glæde for børnene, naturvandringer, emnefester, fodbold, dans mv. Desuden sørger støtteforeningen for Anholt Skole og Børnehave for, at der hvert år afholdes festival, hvor overskuddet går til skolerejser til indland og udland. Inden for de sidste år har børnene fra Anholt skole været i London, Astrids Lindgrens verden og på Island.

”På Anholt kan man få lov til at tage det i ens eget tempo … Du har tid til at være barn. Være barn lige så længe du vil. For der er ingen der siger ”hvorfor har du ikke makeup på” eller ”hvorfor leger du stadig med dukker”. Jeg kan godt lide at børn får lov til at være børn i lige så lang tid de vil.”

Karla Hylby, opvokset på Anholt.

IVÆRKSÆTTERI OG ERHVERVSUDVIKLING

Har du et firma som du mener kunne tjene penge på Anholt? Vi mangler folk med mange forskellige kompetencer. Har du en god idé til turismeaktiviteter såvel som helårsengagement i øen? Vi hjælper gerne med kontakt til Norddjurs kommunes erhvervsudvikling eller hjælper med at formidle oplysninger om støttekroner der er målrettet øer og landdistrikter. De såkaldte LAG-midler og Ø-støtten. Kontakt os endelig for en snak om netop din idé!

ARTIST IN RESIDENCE

Er du kunstner og har du et kunst- eller kulturprojekt i tankerne og synes det kunne være tiltrækkende at komme væk fra dine almindelige omgivelser, så er der også mulighed for at fordybe sig, producere, samarbejde med og fremvise kunstprodukter i et lille og meget anderledes lokalsamfund.  Det kan være musik, forskellige forestillinger, litteratur, design, naturprojekter eller samarbejder med skolen. Vi har kunst- og kulturprojekter man kan samarbejde med, som ”Anholt Litteraturfestival”, Anholt Højskoleforening og ”Langtude.com”. Vi er en nysgerrig og åben befolkning som bakker op om de kulturarrangementer der foregår på øen.

”Det har været fint at blive brugt og føle, at man giver noget til øen…”

Cecilia Ebbe Belinskij, dansk/finsk kunststuderende om sit ophold og engagement i skolen.

RENT PRAKTISK

 Vi tilbyder prøveboliger i 2-4 måneder, så du ”on-location” kan få en idé om, hvorvidt ø-livet er noget for dig. Har du børn, kan de gå i børnehaven, skolen og vi har også SFO. Under dit ophold får du hurtigt en idé om jobmuligheder og boligsituationen. Prøveboligerne er privatejede fritidshuse og bliver benyttet i sommerhalvåret, så vi kan derfor ikke garantere at du kan blive boende på øen i umiddelbar forlængelse af opholdet.

Under opholdet betales der for forbruget i huset, samt evt. en symbolsk husleje, så udgifterne holdes nede ved et minimum, så du ikke behøver at opsige alt derhjemme, førend du har afprøvet ø-livet. Som udgangspunkt ligger prøveopholdet i perioden efter efterårsferien i uge 42 til lige før påske, da husene herefter bliver benyttet på anden vis.

Tilbuddet er for dig, der ikke før har boet eller opholdt dig i længere perioder på Anholt.
Hvis du før har boet eller opholdt dig meget på øen, falder du ikke umiddelbart indenfor målgruppen, idet du så vurderes allerede at have prøvet ø-livet af. Ligeledes kan den samme ansøger ikke to gange få tildelt et prøveophold. Vi prioriterer seriøse ansøgninger, der klart tilkendegiver et ønske om at bo på Anholt, samt ønsket om at bidrage til ø-livet. Tilbuddet om prøvebolig på Anholt er bl.a. tænkt som en mulighed for at ”få foden indenfor” på øen både hvad angår permanent bolig og arbejde.

Vi håber at give dig/jer mulighed for at finde ud af, om ø-livet er noget, I har lyst til at fortsætte med. Med ”Prøv en ø” bliver det et mindre hovedspring end hvis du foretager en permanent flytning fra første færd.

Oprindeligt er Projekt Prøv en ø er udsprunget af bestyrelsen for Anholt Skole og Børnehave, og vi har også fortsat samarbejde med denne bestyrelse (bl.a. i udvælgelse blandt indkomne ansøgninger), men i dag sidder der også andre i gruppen, der alt i alt består af tre personer: Ane, Birgitte og Signe.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon eller e-mail

Birgitte: 60681296, bdjeppesen@gmail.com 

Ane: 30265790, bankaneolesen@gmail.com

Signe: 25560131, hrsocialraadgiver@privat.dk

Følg med på Facebook

Følg med på Anholtlivs Facebook side her

og på Prøv en ø´s egen Facebook side her

Den 7. sæson af ”Prøv en ø” starter efter efterårsferien og varer mellem 2-4 måneder. Send din eller jeres ansøgning inden 1.august 2022 så vil I høre fra os hurtigt derefter. I vil blive inviteret til et interview på øen eller via Skype, hvor I får mulighed for at stille spørgsmål og få en mere personlig fornemmelse af, hvad ”Prøv en Ø” er for et enestående tilbud og projekt.

Vi glæder os til at høre fra dig eller jer:

Ansøgningsskema til “Prøv en ø”.

Udfyld ansøgningsskema her

Ansøgningsfristen er 1. august hvert år. Man er dog til enhver tid velkommen til at sende sin ansøgning ind. Som oftest vil den blive taget op efter ansøgningsfristen i august. Men der kan være tilfælde, hvor vi kan have et hus til lån på andre tider af året.
ANSØGERNE VIL FÅ SVAR EN TIL TO UGER SENERE

Prøvebolig på Anholt
“Nogle gange skal man have noget nyt at styre efter i livet. På Anholt er livet både enkelt, uden mange fastlandsmuligheder, og livet udfordrende, fordi man selv skal tage initiativer og træffe valg for at forme sin tilværelse”.