Skrevet af ø-præst, Anne Damkjer Lautrup

Jeg vil her forsøge at beskrive forskellige aspekter omkring det at flytte til en lille ø. Min beskrivelse er stærkt farvet af min begejstring for Anholt, omend jeg forsøger til sidst også at opremse nogle af de aspekter ved ø-livet, der kan opleves som svære. Vævet ind i min beretning er også en samfundskritik. En samfundskritik, der har været medvirkende for vores valg, at flytte til Anholt. Omend ikke enerådende. Ønsket om at bo på en ø var især for mit vedkommende stærkt, og har været det siden barndommen. Men oven i det hele kom det til at passe med, at vi i stigende grad oplevede det danske samfund som ”ude på et forjaget sidespor”.

I skrivende stund, november 2014, er jeg selv 41 år. Det er snart fire år siden, at min daværende mand og jeg, en kold januardag i 2011, flyttede ind i Anholt Præstegård sammen med vores dengang fem børn, der var i alderen 1-14. Flokken er siden blevet udvidet til seks børn: David på 18, Johannes på 15, Marcus på 14, Laura på 9, Thomas på 4 og Linus på 2 år. Til gengæld er min mand og jeg blevet skilt for godt et år siden, og han bor nu i Grenaa. Alle børnene bor fortsat hos mig på øen. De to yngste er ikke blevet spurgt. De fire ældste bor her af eget valg: Marcus og Laura har boet hos Klaus en kortere periode efter skilsmissen, men har valgt at flytte tilbage igen, især fordi de skolemæssigt trivedes bedre her. … Og min ældste dreng, David, er kommet i lære som tømrer på Anholt.

Jeg er præst, og jeg fandt allerede flere år inden flytningen ud af, at præstestillingen på Anholt ville blive ledig inden så længe, idet øens præst gennem mere end 35 år, Søren Anker-Møller, havde planer om at holde.

Beslutningen om at søge den ledige præstestilling på Anholt var på sin vis ikke svær.  …Alligevel skete det på baggrund af mange og grundige overvejelser: For én ting er at have en drøm om det idylliske familieliv på én af de små danske øer. En anden ting er at rykke fem børn op fra deres vante omgivelser og flytte dem til en helt ny livssammenhæng.   Og dertil kom da også alle overvejelserne om, hvorvidt drømmen mon kunne leve op til virkeligheden: ville vi få ”ø-kuller” af at få vores daglige færden begrænset til få kvaratkilometers land, tre timers sejllads ude i Kattegat?

I flere omgange besøgte vi øen, både vi voksne alene, og sammen med vores børn, der også besøgte Anholt Skole- og Børnehave, som de var dybt begejstrede for. … Ligesom vi forældre i øvrigt også er. Når man har så lille en skolesammenhæng som på Anholt, er der rig mulighed for at undervise og i det hele taget møde hver enkelt barn på dets egne præmisser.  (Børnetallet på Anholt kan svinge lidt op og ned, men gennemsnitligt ligger det på omkring 25 børn)  
Børnene fra Anholt er da også blandt de dygtigste i landet.  – Det er en lille hyggelig skole med samlæsning flere årgange imellem,  – lidt ligesom den gamle landsbyskole, men i en moderne udgave hvor computer og internet fylder meget i dagligdagen.

Der hvor vi boede før, var der til sammenligning store, urolige klasser.  Især to af vores tre skolesøgende børn trivedes meget dårligt i den sammenhæng, hvorfor vi det sidste år på fastlandet endte med dagligt at køre den lange tur til en mindre folkeskole med en af drengene, tres kilomenter blev det til hver dag. Og dertil kom diverse køreture i forbindelse med børnenes fritidsaktiviteter.  På mange måder et hektisk liv, ligesom i så mange børnefamilier i dag.

Det store spørgsmål,  vi stillede os selv, var, om livet ikke ville blive mere sammenhængende for os alle sammen, børn som forældre, hvis vi tog springet og flyttede til Anholt.

Allerede et år før præsteembedet på Anholt blev slået op, var vi så godt som sikre på, at jeg skulle søge det.

Nu kom der imidlertid andre spekulationer ind: Ville præsteembedet  på Anholt blive nedlagt? Man overvejede ved Århus Stift, hvad fremtiden skulle blive for kirken på Anholt. Menighedsrådet på Anholt kæmpede for at tydeliggøre, at man dårligt kunne klare sig uden en præst, dels er der meget langt til fastlandet og sjældne færgeafgange, dels er her en pæn kirkegang, især i turistsæsonen er kirken ofte fuld.  Men derudover kunne menighedsrådet kun håbe på, at de ville få en ny præst.

Ser man på det danske samfund i øvrigt, var der da også grund til bekymring. Gennem de seneste år har der været en foruroligende udvikling, hvor alt skal effektiviseres: arbejdspladser bliver større og større, alle skal rende hurtigere.  Og hvad børnene angår, lukkes den ene gode lille skole efter den anden. Vi har selv førhen haft vores drenge på en fantastisk lille landsbyskole, hvor de alle trivedes, men som siden ved kommunesammenlægningen blev lukket. Ligesom den gode lille skole, som vi kørte den ene af drengene til i den sidste tid på fastlandet, nu også trues af lukning.
  – En udvikling, der på landsplan betyder, at flere og flere små og trygge samfund bliver ”døde” steder, hvor livet stille og roligt går i stå. Der flytter ikke nye familier til, og efterhånden bliver den yngre befolkning så lille, at der heller ikke er meget at komme efter, hvis man søger et sted med liv, glæde og fællesskab.
Dertil betyder udviklingen, at en række mennesker tabes på gulvet: voksne kører ned med stress og udbrændthed over et til stadighed mere hektisk arbejdsliv. Og masser af børn, helt op til 20% har jeg læst mig til, magter ikke de store sammenhænge, som de forventes at kunne fungere i. Enten reagerer de indadvendt ved at lukke sig inde i sig selv, eller også reagerer de udadvendt og aggressivt i frustration over ikke at kunne overskue deres dagligdag. Der bliver brugt forskellige betegnelser om disse børn: ofte bliver de betegnet som ”særligt følsomme børn”. Omtalt mere negativt, stemples disse børn som ”adfærdsvanskelige børn”.  Det er sørgeligt, at børn, der kunne have klaret sig i en mindre skolemæssig sammenhæng, skal opleve at blive betragtet som ”vanskelige tilfælde”. Det kan ikke undgå på lang sigt at påvirke deres selvbillede.

Alle sådanne betragtninger var med i vores overvejelser omkring det at flytte til Anholt. Det er vores håb, at politikerne efterhånden vil indse, at den retning man kører med centralisering og effektivisering ikke er besparende, men at det i virkeligheden koster alt for mange mennesker deres livskvalitet og helbred, og dermed i sidste ende koster samfundet penge. Men indtil videre er der ingen tegn på, at udviklingen vil vende. Og da der med Anholt for os var en enestående mulighed for at give vores børn og os selv bedre rammer at leve under, traf vi beslutningen om, at jeg skulle søge præstestillingen.

Heldigvis blev stillingen slået op. Alle undersøgelser og spekulationer viste nemlig, at det ville blive for dyrt og besværligt at lade præster fra fastlandet passe de præstelige opgaver på Anholt. I stedet blev der oveni stillingen på Anholt lagt en forpligtigelse til sammen med en anden præst at opbygge Skole-kirke samarbejdet i Norddjurs Provsti. En opgave, som jeg fandt spændende, og som derfor kun yderligere bekræftede mig i, at Anholt ville være et godt sted at være præst: med tid til både at passe de lokale opgaver med gudstjenester, kirkelige handlinger, husbesøg, arrangementer og undervisning for børn og voksne osv, samtidig med et spændende samarbejde på fastlandet.

Der var til manges overraskelse hele elleve ansøgere til præstestillingen, så hele familien var spændte på, om en anden skulle blive valgt.   – Men heldigvis fik jeg embedet efter samtale med biskop, provst og menighedsråd, samt prøveprædiken. – Og sidst i januar flyttede vi så ind i den flotte gamle præstebolig midt i Anholt By.

De første mange måneder derefter var på mange måder stemningsmæssigt  som én lang ”ferie”: det var næsten for godt til at være sandt, at jeg kunne blive her for altid. – Ikke at der ikke var daglige pligter at passe: børnene gik i skole og børnehave, og jeg havde det arbejdsmæssige at passe, både på Anholt og med skole-kirke samarbejdet på Norddjurs. Men at være så heldig at kunne leve her, langt ude i havet og midt i den skønneste natur  …det var én stor berusende oplevelse. Siden er der selvfølgelig kommet mere hverdag over det. Men stadig, nu næsten fire år efter, er jeg stadig “håbløst forelsket” i Anholt. Og mange gange om ugen standser jeg op og tænker ved mig selv: Hvor er jeg heldig! Er hverdagen alene med seks børn stresset, så er det bare med at komme afsted: ud i naturen.  … Ud at mærke, at jeg lever! Så kan jeg trække vejret dybt, hvorefter jeg er klar til at gå hjem igen og fortsætte hvor jeg slap med hverdagens pligter.

Min eksmand, Klaus, var på forhånd spændt på – men også skeptisk overfor ø-livet. Mange af hans overvejelser gik på, om han ville trives langt væk fra sin sædvanlige omgangskreds, og uden så mange kulturelle tilbud som på fastlandet. Han blev dog positivt overrasket. Ikke mindst idet han oplevede rig mulighed for at blive aktivt involveret i livet i det lille ø-samfund, hvilket igen er med til at opbygge nye relationer som tilflytter.  Blandt andet blev Klaus hurtigt medlem af gruppen, der står for at arrangere det årlige maraton i september, ligesom han også var meget aktiv indenfor øens fodboldliv. – Meget andet kunne føjes til. Dog valgte han ved skilsmissen at flytte fra øen igen og slå sig ned i Grenaa. Ikke fordi han ikke var faldet til her. Men nu var hans livssituation en anden. At han bor på fastlandet betyder, at børnene får en del sejlen frem og tilbage i forbindelse med besøg. Fra skolen får de så ekstra lektier med, idet det jo betyder en del fridage at skulle til fastlandet. Derfor forsøger vi også primært at samle deres besøg hos Klaus i ferier, ligesom Klaus også jævnligt tager til Anholt et par dage for at være sammen med børnene.

Man bliver som tilflytter hurtigt involveret i en masse på Anholt: Vi, der bor her, er jo hele samfundet. Vil man have noget til at ske, må man selv stå for det. Af samme grund vrimler det med foreninger, som især er aktive om vinteren, hvor der ikke er travlt med turister og besøgende. Men selvom her sker en del, er og bliver livs- og arbejdstempoet et andet på Anholt.

For mit vedkommende oplever jeg det som et godt sted at bo, som familie, som menneske og som præst. Arbejdet som præst er upåvirket af alle de sognesammenlægninger, der i effektivitetens navn sker andre steder i landet, samtidig med at der forventes mere og mere af hver enkelt præst. På Anholt er der TID til både arbejde og familieliv. Mange gode familieture i Anholts skønne natur bliver det til: ture til stranden, vandreture gennem engene og bakkerne, eller i de idylliske små skove, eller ture ud i Anholts storslåede ørken, enten alene eller sammen med børnene, hvor vi gerne slår os ned i en læfuld sandgryde, hvor børnene kan bruge timer på at lege i sandet. Den tid, som jeg nu bruger sammen med mine børn, blev før brugt på at ligge og køre rundt til skole og diverse fritidsaktiviteter.

Men børnene har også travlt med deres venner. I vinterhalvåret står den meget på computerspil, men lige så snart den første forårssol rammer øen, samles øens børn til rundbold, fodbold og andre boldspil, i timevis hver dag. Store som små børn. – For på Anholt varer barndommen længere: man behøver ikke at rende rundt og spille sej, bare fordi man er teenager. I stedet leger og morer børnene sig. Og til fodbold deltager også mange af de voksne, tillige med besøgende på øen.

Jeg oplevede, at mine børn blomstrede op efter flytningen til Anholt. De virker meget mere glade og harmoniske, end før vi flyttede. Og de er også blevet mere socialt udadvendte, efter at de er kommet til en lille, tryg kammeratmæssig sammenhæng.       -Som min dreng, Johannes, formulerede det kort efter at være kommet hertil: ”Det er ligesom et tæppe. Hvis tæppet er stort og vævet af en masse tråde, er trådene små og svære at få øje på. Er tæppet lille, ser man hver enkelt tråd meget tydeligere.”    – Også mine andre børn kan kun nikke genkendende til denne beskrivelse af livet på Anholt. Selvom de i begyndelsen også af og til savnede deres gamle venner. Især den ældste af drengene, David, der er meget udadvendt af sind, har hele tiden syntes, at der er lige lovlig stille på Anholt i vinterhalvåret. Men han må indrømme, at det også er hyggeligt.  Og så inviterer han jævnligt nogle af sine

kammerater fra fastlandet herover, så der bliver lidt mere ”gang i den”. Om sommeren står den på fest og farver i havnens levende natteliv turistsæsonen over.

“At blive set” er i høj grad beskrivende for samfundet og skolen. Ét af mine børn har diagnosen autisme (men er højt begavet og forholdsvis velfungerende). Men her har Anholt Skole indtil nu givet rigtig gode rammer, idet den netop er lille og overskuelig, og idet børnene – uanset om de så har en diagnose eller ej – bliver set og ikke drukner i mængden. På den måde kan man tilrettelægge undervisningen og dagligdagen efter det enkelte barns behov i langt højere grad end det er muligt på en stor skole. Alt efter behovet bliver der da også ansat støttepersoner til børn med vanskeligheder af forskellig art. Min dreng har dog nu nået et punkt, hvor det bliver godt for ham, når han skal til fastlandet, hvor han kan komme i en specialskole.

Min datter, Laura, der var fem år ved flytningen, nød (og nyder) i den grad friheden ved at være barn i et lille samfund: Anholt skole og børnehave ligger 50 meter fra vores hjem, og noget hun virkelig værdsatte i de første måneder var selv at få lov til at cykle i børnehave om morgenen. I det hele taget var det en kæmpe oplevelse for hende pludselig at kunne løbe frit omkring i byen, og selv at kunne cykle hen til sine kammerater. Alle kender alle, og passer på hinanden. Da vi havde været her et par måneder begyndte Laura at følge undervisningen i yngsteklassen i skolen i nogle timer om dagen. Dette ifølge almindelig praksis på øen, hvor børnene som en forberedelse til, at de skal begynde i 0. klasse efter sommerferien, kan begynde med flere eller færre timer året forinden, når de nu er klar. En sådan blid og gradvis skolestart er der god plads til i en lille, integreret skole- og børnehavesammenhæng som på Anholt, hvor børnene er under samme tag fra vuggestue til 9. Klasse.

Det Laura savnede mest fra fastlandet var at gå til ballet. En sådan mulighed er der ikke på Anholt. Men vi har kompenseret for det ved at hun i skolens sommerferie har kunnet deltage i Tivolis Balletskole i København i en uges intensiv undervisning. Til gengæld sørger en af Anholts utallige foreninger, ”Foreningen Anholts børn” også kaldet FAB, for, at der er aktiviteter for øens børn: Parkourweekender, fugleture, stenture, danseweekender osv. Ligesom der også er heste på øen, som børnene kan ride på. … Og ikke at glemme: Én stor legeplads af vild natur lige uden for døren. Laura er fortsat som niårig mange eftermiddage og weekender travlt beskæftiget med at bygge huler i diverse krat sammen med sine venner.

Marcus har i perioder været lidt ensom. Han savnede i starten meget sine venner fra Vestjylland. Vi forsøgte i de første år at holde kontakten til dem, men det viste sig svært med afstanden. Alligevel understreger Marcus ofte, at når man nu engang skal gå i skole, så er Anholt Skole den bedste.

Det er et vilkår for Anholts børn at skulle flytte hjemmefra efter 9. klasse. De fleste vælger et år på efterskole, hvilket er en blid overgang. Derefter går en del på kostgymnasium i Grenaa eller andetsteds. Børnene ved det fra små af og indstiller sig på det. De er således mere end klar til at flytte fra øen efter endt 9. klasse. Og man kan i det sidste et til to år forinden mærke en øget modenhed og ansvarsfølelse hos de fleste børn, ikke mindst i forhold til det skolemæssige, for de ved, at de snart skal ud at stå på egne ben. Selvfølgelig i trygge rammer på en efterskole eller lignende, men trods alt med lang vej hjem til far og mor. Helt generelt kan man sige om Anholt børnene, at de er meget selvstændige: De ved hvad de vil og forstår at udtrykke det. Men ofte med en vægt og et ansvar bag deres ord og holdning, som er udsædvanlig for alderen. Men de er med det lille antal børn jo også vant til at blive både set og hørt, både i lokalsamfundet og i skolen.

Hvis man kan tale om “fordele” ved en skilsmisse, har mine børn nu den mulighed, at de kan flytte ind til deres far, hvilket Johannes nok også skal, når det nu snart er hans tur til at skulle fra øen. De yngre børn overvejer en del på efterskolemuligheder. Og selv hvis de ikke havde haft en far at kunne flytte til, ville jeg ikke være urolig ved at sende dem hjemmefra efter 9. klasse. Det var ellers noget af det, der fyldte meget i mine overvejelser før flytningen, men jeg nåede til en afklaring omkring, at det kun er sundt for unge mennesker at komme væk fra forældrene, hvis blot man sørger for trygge omgivelser. David var da også et år ude efter endt folkeskole, men jeg er så heldig, at jeg igen har alle mine børn boende hjemme, idet David som nævnt er kommet i lære hos den lokale tømrer og således – til sin mors glæde – stadig er på øen det meste af året, selvom han nu er 18 år. Til sommer skal endnu en dreng fra øen i tømrerlære samme sted, når han har afsluttet et år på efterskole. Det bliver godt for David med endnu et ungt menneske i hverdagen, for aldersgruppen 16-30 er ikke særlig stærkt repræsenteret på øen til hverdag.

Børnene på Anholt er i øvrigt ikke fremmede for verden: mange gange om året rejser skolebørnene på lejrture til fastlandet, både til ind- og udland, for penge, som forældrene har tjent på den årlige festival, der hver sommer afholdes på plænen bag skolen. Det er et kæmpe arbejde med festivalen, selvom den kun varer en dag. Til gengæld giver det rigtig mange penge til rejser: Mens vi har boet her, har skolebørnene (især ældste klasse) af udlandsture været i Berlin, Grønland, Irland og Sydslesvig. Nogle gange er rejserne for hele familien, således drog 1/3 af øens befolkning – dvs. alle børnefamilierne og personale i skole og børnehave, i foråret af sted på et ti dages besøg på en irsk ø. En fantastisk fælles oplevelse at have med sig. Børnehavebørnene med personale og forældre har også de fleste år været af sted på koloni af et par dages varighed.

Om sommeren summer øen af liv og turister. Om vinteren er her stille og fredeligt, med ro til familieliv og fordybelse, når man da ikke lige deltager i de talrige aktiviteter, der sættes i gang af øboere for øboere.

For mig var Anholt løsningen på den hektiske udvikling, som samfundet tager i dag. Her har jeg kunnet skrue tempoet ned og vise mine børn nogle af de livsværdier, som jeg finder vigtige. Vi solgte ved flytningen vores bil: på Anholt er der jo ikke langt til nogen ting, og vi ønskede et langsommere tempo, hvor man ikke haster rundt til alting. Skal vi til fastlandet, sejler vi som øboere gratis med færgen, og i øvrigt klarer vi os med busser, tog og til tider en taxa. Ikke at have behov for bil er tillige en stor besparelse hver måned.  De fleste øboere har dog bil, som de heldigvis kan få fragtet billigt med færgen, hvorimod det er hamrende dyrt for turister at få en bil med.

Jeg vil varmt anbefale børnefamilier, der har mulighed og lyst hertil, at overveje bosættelse på en af de små danske øer. Selv har jeg følt mig hjemme på Anholt lige fra første dag. Vi blev som familie taget rigtig godt imod af øens meget blandede befolkning: oprindelige anholtere samt talrige tilflyttere fra hele landet; mennesker med vidt forskellig baggrund.

Men nu er det jo ikke løsningen for alle og enhver: Langt fra alle har lyst til ø-livet. Og mange kan heller ikke få det til at passe ind i arbejdslivet, ligesom det kan være svært at finde en egnet bolig til en ordentlig pris, idet huspriserne desværre afspejler de alt for høje sommerhuspriser (og desværre bliver en del helårshuse også solgt som sommerhuse til velhavende besøgende, hvorved de står tomme og mørke hen en stor del af året).  
– Ofte vil det være et spring ud i det ”uvisse” for en person eller en familie at træffe beslutningen om at flytte til en lille, isoleret ø. For det er sjældent, at begge parter i et parforhold på forhånd er sikret arbejde på øen. Mange tager springet alligevel, – hvor f.eks. den ene har fundet arbejde, og den anden satser på at finde noget undervejs. I det hele taget er der mange øboere, der klarer sig med småjobs her og der, idet der ikke er mange fuldtidsstillinger på øen. Mange beskæftiger sig også med arbejde, der ikke ligger indenfor  deres oprindelige uddannelsesfelt, idet ønsket om at bo på Anholt har været større end ønsket om at have et bestemt arbejde. De fuldtidsstillinger, der kan være, er primært på skolen, i børnehaven, på færgen, på redningsstationen, i Brugsen eller som selvstændig håndværker, it-beskæftiget, kunstner eller evt. fisker, og dertil kommer graverstillingen, lægestillingen og præstestillingen. Men der findes foruden en mængde småstillinger. Især i turistsæsonen om sommeren er der mulighed for arbejde for mange.

Men for mange mennesker vil ø-livet ikke være nogen løsning på samfundets effektivisering, og derfor finder jeg det betænkeligt, at det eneste sted man tilsyneladende kan finde et fuldt fungerende lille lokalsamfund, med skole, butik, læge, præst, kunstnerisk liv, lokale håndværkere, osv., er på en ø, der ligger 50 kilometer ude i Kattegat. Jeg håber, at man med tiden bremser op og overvejer, hvad det er, vi vil med Danmark: Vil vi have et land med et tempo så højt, at mange mennesker lider under det, og hvor al udvikling er forbeholdt de større byer? Eller vil vi have et land, hvor der er plads til, at alle kan trives?

For mig var Anholt løsningen, ligesom det er for en del andre familier, og det er mit håb, at endnu flere vil få øjnene op for de enestående muligheder, de små øer byder på.

Med naturen, stilheden og det lille samfund er her frihed til at lade livet blomstre. Anholt er efter min mening et godt sted at være, for børn såvel som for voksne!
Min anbefaling til folk, der drømmer om at flytte til Anholt, er og bliver:
– Kast jer ud i det – evt. til at begynde med for en kortere periode.
 … Måske vil I elske det!

Selvfølgelig er der også en hverdag på Anholt. Og skal jeg forsøge at ridse nogle af bagsiderne i ø-livet op, må det være, at der kan være sammenstød og konflikter mennesker imellem i det lille, tæt sammenknyttede samfund, hvor det hver dag – udenfor turistsæsonen – er de samme mennesker, man møder på gaden, i Brugsen, i skolen etc.   – Selvom det er en tryghed, at alle kender alle, er der en del nytilflyttere, der oplever det som snærende bånd, hvorfor også jævnligt mennesker må pakke sammen og opgive ø-livet, efter at have været her i nogle måneder eller måske år. Noget af det, som her kan opleves som svært, er den sammenblanding mellem privatliv og arbejdsliv, der kan være svær at undgå i så lille et samfund, hvor man både har officielle roller og private roller overfor de samme mennesker.

 

En del sladder kan der også nemt opstå i et lille samfund. Men her finder jeg nu, at den positive side af medaljen er den, der fylder mest: at når man lever så tæt, så er der stor opmærksomhed og omsorg omkring mennesker, der bliver syge eller på anden vis ramt af modgang. Omkring begravelser er der for eksempel nogle helt enestående traditioner, hvor øen virkelig står sammen og er der for de pårørende. Men også de glædelige situationer samles man om: Som for eksempel, når øboerne skiftes til at komme med barselsmad til nybagte forældre i de første to uger.

Et andet punkt, som nogle mennesker kan have det svært med, er at være så isoleret fra resten af landet: det meste af året er der kun fire ugentlige færgeafgange fra og til øen. Det kan unægteligt give en følelse af at være ”afskåret”, hvilket for nogle giver ”ø-kuller”.  Men hviler man godt i sig selv, kan det også føles befriende.   … Og så er fastlandet da trods alt heller ikke længere væk, end at man nemt kan tage et par dage ind og opleve storbyes puls, eller besøge familie og venner, eller hvad man nu kunne længes efter.   Det er dog en overvejelse, man må tage med, hvis man overvejer at flytte til en ø:  ”Kan jeg leve i sådan et lille, isoleret samfund?”  – Her kan jeg anbefale, at man om muligt besøger øen gentagne gange, og gerne på forskellige årstider , også om vinteren, inden man træffer sin endelige beslutning. Her er meget fredfyldt om vinteren. Men her er også meget stille. En stilhed, som man må kunne affinde sig med, og som står i skarp kontrast til sommeren, hvor der i højsæsonen kan være flere tusinder ferieglade mennesker på øen, der da summer af liv og musik, dog stadig med et forholdsvist roligt og afslappet tempo, idet folk jo netop er her på ferie.

Måske kan det også give et fingerpeg om ens videre oplevelse af det at bo på en ø, hvis man under et besøg stiller sig op på Bybakken, eller et andet højt punkt på Anholt, og kikker sig omkring på øen, men også på havet, som man kan se hele vejen omkring Anholt, så langt øjet rækker,  – og nu mærker efter dybt inde i sig selv, hvad det er, man oplever herved.  Har man her følelsen af ubegrænset frihed: af at her er der plads til at være menneske, er det et godt tegn. Føler man sig derimod isoleret eller fanget, – ja, da skal man nok overveje det med at flytte til øen en ekstra gang.

For de flestes vedkommende tror jeg også, at det for at trives her er nødvendigt, at man tør omgås mennesker, som man ellers intet fællesskab ville have haft med. På fastlandet kan man sortere i, hvem man bruger sin tid sammen med,  – ja, det er ligefrem nødvendigt. Men i det lille samfund må man være opmærksom på ikke at isolere sig selv.   For selvom man som øboer kan sejle gratis med færgen, kan man med tre timers sejlads til fastlandet ikke bare spontant smutte hen og få en kop kaffe hos sine gamle venner eller familie. I det hele taget bliver kontakten til familie og venner på fastlandet anderledes: Man ses måske ikke længere helt så ofte. Til gengæld bruger jeg, når jeg er ”ovre”, at overnatte hos familie og venner i et par dage, og omvendt overnatter de også hos os i dagevis, når de er på Anholt. Så alt i alt bliver kontakten næsten dybere.

Men det, som jeg selv ser som det allersværeste ved ølivet, er, at man knytter sig til de få mennesker, der er her, – og det gør derfor ubeskrivelig ondt, når nogen flytter herfra. Nok af samme grund siges det nogle gange om øboere, at de ikke virker særligt imødekommende overfor nytilflyttere. Hvis det er sandt, hvilket min familie og jeg nu ikke har oplevet, skyldes det nok en angst for at knytte sig til mennesker, der alligevel kun er her midlertidigt eller ”på prøve”. For en del mennesker finder som sagt efter nogen tid ud af, at de ikke trives med ø-livet, og flytter herfra igen. Andre har på forhånd erklæret, at det kun er et midlertidigt ophold.  I forhold til fraflytning er det lille samfund bestemt sårbart. Ligesom det da også påvirker øens struktur og dagligdag, når f.eks. en læge eller en lærer flytter. Og flytter en børnefamilie, kan det hurtigt betyde fare for personalenedskæring i skole og børnehave, hvilket også er hårdt, men intet at sammenligne med det savn det efterlader hos de øvrige børn.  – Men det er jo netop alt sammen tegn på, at det enkelte menneske bliver ”set” i et lille samfund som på Anholt. Om det så er på godt eller ondt.

Det er så individuelt, hvordan man oplever ø-livet: Nogen har det svært ved det. Mens mange elsker det og føler, at det er her, friheden gror. Her, hvor der er hav og plads til alle sider.

Jeg oplever i hvert fald Anholt som et dejligt sted at være, og nyder hver en dag på øen. Jeg har hørt nogen sige, at man skal opleve mindst tre vintre på øen for at vide, om man får ”ø-kuller”, … men jeg kan kun sige, at jeg har følt mig hjemme her lige fra første dag. Og her, hvor jeg skal til at tage hul på min femte vinter på øen, har jeg da også bestået “ø-prøven” for længst. På nuværende tidspunkt kan jeg dårligt forestille mig, at jeg nogensinde skal flytte herfra igen.    –  Og sådan er der heldigvis også mange andre, der har det.

Tit og ofte slår det mig, hvor privilegeret jeg er, at jeg kan få lov til at bo et sted som her sammen med mine børn. Det fylder mig med glæde, når jeg går rundt på øen, hvor alt er så fredeligt, eller når min fireårige Thomas glad kommer tonsende hjem fra børnehave klokken tre og råber  ”Mor, jeg er hjemme!  … Jeg løber lige hen og leger med …(et af de andre børn)”.  Og når min to årige Linus finder på at gå sig en tur på egen hånd, så behøver jeg ikke at være alvorligt bange,  for her er stort set ingen trafik, og den, der er, er langsomt kørende på grusvejene, så jeg kan stille og roligt gå ud og hente ham hjem igen, – hvis ikke nogen har taget ham i hånden og er kommet med ham forinden, for alle kender ham jo og ved, hvor han hører til.

Anholt er og bliver et godt sted at bo. Også som “enestående” mor. Her er hverdagen enkel, så det er nemt at overkomme, selvom man er alene med mange børn. Og ikke mindst: Der foregår så mange aktiviteter på øen, at man – med mindre man selv ønsker det – ikke bliver ensom.

Anholt er en populær ø for børnefamilier, og efter min mening ikke uden grund, for her får børnene en fri og sund opvækst, og familierne har i det hele taget et mere roligt tempo, hvilket er givende for både børn og voksne.  Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at Anholt har en række storfamilier:  vi er flere familier med fire til seks børn,  … Ja, og ud over en tryg opvækst, så har vi – som før nævnt – en fantastisk skole og børnehave, der begge i stor stil bruger Anholts natur i deres dagligdag med børnene, ligesom der i det hele taget lægges stor vægt på kreativ og aktiv udfoldelse med børnene, lige fra de små vuggestuebørn til de store i 9. klasse. Det boglige er der dog også plads til, for Anholts børn er fortsat blandt de dygtigste i landet.

– – –

Anne Damkjer Lautrup