Midt ude i Kattegat, midt mellem Djursland og Sverige, ligger Danmarks mest isolerede ø: Anholt. Tre timer tager det at sejle hertil fra Grenaa, og det meste af året er der kun fire ugentlige færgeafgange.

På Anholt, hvor der kun bor knap 150 mennesker, kan man høre naturens stilhed. Ikke fordi naturen som sådan er stille: Om vinteren er der bølgernes konstante brus mod kysten og vindens susen. I sommertiden er der fuglesang, insekternes summen og bladenes hvisken.

De andre lyde, menneskenes lyde, fylder ikke så meget her. Men man hører det, der er at høre: Børnenes latter, når de tumler rundt med hele landsbyen og naturen som én stor legeplads. Af og til en bil, som man ofte kan genkende på en specifik motorlyd. Foran Brugsen en summen af stemmer, når folk mødes på “Debatten” ved lukketid. … Og lyden af de to kirkeklokker, når solen ringes op og ned.

Her, i naturens storslåede stilhed, bor jeg. Her er jeg præst.

Officielt har jeg således ikke ret mange sognebørn, men reelt har jeg mange tusinde, for jeg anser mig i lige så høj grad som præst for de besøgende som de fastboende, eftersom de har langt til deres respektive hjemkirker. Desuden er det min fornemmelse, at roen og stilheden her på øen – som sagtens kan findes, også om sommeren – for mange giver plads til en åndelig søgen og teologisk reflektion, hvorfor de bruger kirken.

Der er et bemærkelsesværdigt stort antal øboere, der ikke er medlemmer af folkekirken. Alligevel indgår kirken som en accepteret del af lokalsamfundet. Også mennesker, der ikke er kirkelige, deltager jævnligt til gudstjenester og andre arrangementer i kirken. Men karakteristisk for øboerne er også, at de er fantastiske, engagerede, spændende og selvstændige mennesker, der hviler i sig selv samtidig med, at de forstår at bakke op om, hvad der nu foregår i lokalsamfundet.

… Og her foregår en hel del. Også om vinteren. Der er kun os, knap 150 mennesker, til at bygge op og forme, hvad der skal ske. Så det gør vi: med fester, vandregrupper, gymnastikhold, badminton i gymnastiksalen, vinterbadning, hyggelige spilleaftener i forsamlingshuset, fællesspisninger, dans og andre aktiviteter for både børn og voksne. Her er noget for enhver – og får man en god idé, er det bare med at kaste sig ud i det. En stor del af Anholts voksne sidder i én eller flere bestyrelser, for det er jo os, der bor her, der skal bære samfundet.

Midt i alt dette træder kirken ind som en naturlig del med sine tilbud, både om vinteren, men også om sommeren med orgelfestival og andre arrangementer, såsom koncerter, foredrag, udendørs gudstjenester  … og i sensommeren den årlige dragefestival, som blev stiftet af min forgænger, men som nu køres videre af menighedsrådet. Ikke en kirkelig aktivitet som sådan, men som et menneskeligt fællesskab, her med medbragte drager og kaffekurve, der vel godt kan betragtes som værende i overensstemmelse med det kristne budskab.

Noget helt specielt er begravelsestraditionerne på Anholt, især det store sammenhold, der her udleves gennem stærke, gamle traditioner. Vi har, som man nok kan tænke sig, ikke nogen bedemand på øen, så det første, der sker ved et dødsfald, er, at familien finder en “bemand”, en person der har tidligere erfaring omkring begravelser på Anholt.

Sker dødsfaldet på Anholt, er det bemanden, ofte sammen med hjemmeplejen, der sørger for at lægge den afdøde i kisten. Den næste opgave for bemanden, uanset om dødsfaldet har fundet sted på øen eller på fastlandet, er at gå rundt fra dør til dør, så alle på øen får personlig besked, både om hvornår kisten følges i kapel, og hvornår begravelsen vil finde sted. Tillige samler bemanden et graverhold, for på Anholt håndgraver man stadig gravene, hvilket giver samhørighed og fællesskab omkring tabet. Familien beværter graverholdet, mens arbejdet står på.

Når kisten følges i kapel og igen ved begravelsen, lukker alt på øen ned. I Brugsen står der en seddel på døren om, at der er lukket pga. begravelse. Så kan alle være samlet omkring ritualet. Det er en tradition, at der deltager mindst en voksen fra hver husstand, men oftest kommer der flere.

Når begravelsesfølget, med kisten på en dertil indrettet vogn, passerer børnehaven og skolen, står børnene ofte andagtsfulde inde i skolegården og betragter optoget. Også de har jo kendt den afdøde.

Jeg har oplevet, hvordan det, at samfundet således på personlig vis står sammen omkring et dødsfald, giver en uvurderlig varme og trøst til de nærmeste pårørende. Tillige fjerner det en stor del af  tabuiseringen omkring døden, at alle har en aktiv rolle omkring ritualerne.

Heldigvis er begravelser dog ikke det, der fylder mest i præstevirket på Anholt. Det er trods alt en meget lille befolkning. Til daglig er det gudstjenesteforberedelse, arbejde med børn og unge, husbesøg, kontorarbejde mv., der fylder mest. På kontorsiden er det især kvoten med Skole-kirke, der fylder, hvortil der også kræves nogle ture med overnatninger på fastlandet, men en stor del kan heldigvis tages fra Anholt, bl.a. med møder over Skype.

Sidste år gennemførte jeg efteruddannelsen til retræteleder. Min tanke er, at Anholt med sin ro og naturmæssige skønhed er et ideelt sted at afholde kirkelige retræter. Således har jeg afholdt min første retræte samt et par meditative gudstjenester. Det er min hensigt at udvide denne praksis. Alene det, at mange besøgende opsøger kirken, peger på, at det at trække sig tilbage fra hverdagen og opleve at være det lille menneske i den store natur, kan åbne op for en kirkelig søgen.

Den største glæde ved at være præst på Anholt er, at her er der tid til at være præst. Tid til teologisk fordybelse, tid til samtaler, tid til nærvær. Da jeg blev ansat i mit første præsteembede, sagde min daværende provst til mig, at den vigtigste opgave som præst er “at være til stede”.

… På Anholt er der tid og rum til at være til stede. Det er mere, end hvad man kan sige om de fleste præsteembeder på fastlandet, hvor alt skal gå hurtigt og være velstruktureret for at få en alt for travl hverdag til at løbe rundt i de store, sammenlagte pastorater.

Jeg oplevede selv i min tid på fastlandet, hvordan man nogle gange skal trække vejret rigtig dybt, når begravelses- vielses- eller dåbssamtale nummer tre eller fire skal klemmes ind i ugeskemaet. For nærværende bør man jo være, også selv om hverdagen er susende travl. Dybest set finder jeg det ikke spor underligt, at mange præster kører ned med stress i disse år, for de skal jo løbe mere end dobbelt så stærkt, som præster skulle, dengang pastoraterne generelt var mindre end i dag. Men kirken tager her desværre blot del i den generelle samfundsudvikling, hvor hvert enkelt menneske skal presses til at yde sit yderste, hele tiden.

… På Anholt er der tid og rum til at leve. Her hvor naturen hersker, og vi kun har hinanden, på godt og ondt.

Om vinteren, når færgen jævnligt må aflyses på grund af blæsevejr, kan det godt begynde at tynde ud i mælken på hylderne i Brugsen. Så har børnefamilierne førsteret til mælk 🙂   Og når der fødes en lille ny anholter, får familien “barselsmad” i de første par uger, ved at andre øboere skiftes til at komme forbi med et måltid mad om aftenen. Øens ældre har en hjemmepleje, der tilgodeser det hele menneske: Det er den samme person, der kommer med medicin, gør rent osv. i modsætning til de evigt skiftende ansigter, der suser ind og ud af døren hos ældre på fastlandet, med hver deres lille funktion på kun få minutter. Hos hjemmeplejen på Anholt er der rum til menneskeligt nærvær, og de ældre kender de mennesker, der kommer ind ad deres dør.

Anholt er ikke noget paradis. Et sådant findes ikke her på jord. På Anholt kan der sagtens være uoverensstemmelser, endda til tider voldsomme. Men vi finder ud af det sammen igen, for det skal vi. Her er kun os det meste af året.

Først og fremmest er det sammenholdet, der fylder: At alle kender hinanden. Det kan give anledning til sladder, men det giver lige så vel anledning til opmærksomhed og omsorg for hinanden.

Jeg nyder ølivet sammen med de fire yngste / hjemmeboende af mine seks børn. På Anholt er der trygge rammer omkring børnelivet: en fantastisk lille integreret børnehave og skole, hvor børnene både er blandt de dygtigste og mest tilfredse i hele landet. Det kan godt være, at her ikke er et stort udbud af fritidsaktiviteter som på fastlandet, til gengæld får børnene her nogle andre gode værdier med sig. Her er frihed i børnehøjde: allerede fra tre års alderen kan børn færdes frit omkring i det lille samfund. Har den lille brug for hjælp, så kender alle ham eller hende og skal nok hjælpe.  Øens tyve børn holder sammen: de store fra de ældste klasser leger gladeligt med og tager sig af børn fra børnehaven. Alle kan være med til rundbold eller fodbold på de lyse sommeraftener. For her er man ikke for gammel til at lege, blot fordi man er fyldt femten år.

Mine to ældste børn er for længst flyttet hjemmefra, for på Anholt må man videre til fastlandet efter 9. klasse. Men da er børnene også klar til nye udfordringer på efterskole og sidenhen på ungdomsuddannelser.  … Godt rustede med trygheden fra et lille samfund.

Anholt…

Alt i alt et spændende sted at være præst.
… Et spændende sted at være menneske.

 

Anne Damkjer Lautrup
Anholt, maj 2016