Manglen på arbejdskraft i nogle erhverv er en gylden chance for alle dem, der drømmer om at kvitte storbylivet og tage jobbet med sig til Anholt.
Det var pointen, da Erik Høgh-Sørensen 18. april medvirkede via skype i en stor konference arrangeret af Dansk Industri (DI) i Hovedstaden under overskriften ”Vi mangler dygtige hænder – hvad gør vi?”
Nogle af temaerne var rekruttering og brug af ny teknologi. Erik Høgh-Sørensen boede fra 2011 på Anholt, mens han var kommunikationschef i Maersk Container Industry. Han arbejdede ved hjælp af nettet, og normen var, at han pendlede cirka hver 10. dag til møder på fastlandet.
Det fandt Poul Skadhede, formand for DI Hovedstaden, interessant: ”Vi var fra DI Hovedstadens side glade for, at du kunne give et godt eksempel på de fordele, som er ved at bo ét sted og arbejde ét andet sted,” sagde han.
Her følger Erik Høgh-Sørensens fortælling:
Oprindelig kom jeg her som turist og for at windsurfe, og deraf udsprang drømmen. Jeg kan i dag kun anbefale at flytte til Anholt eller andre øer, og hvis man drømmer om det, så kan det nok også lade sig gøre. Det er en fantastisk oplevelse for familien og en selv.
Mine døtre gik på den lille ø-skole, som typisk har mellem 10-15 elever fra vuggestue til og med 9. klasse. Børn kan lære mindst lige så meget her, eller mere, end de gør i en klasse med 28 elever.
Hver dag cyklede jeg til skole sammen med børnene. Vi så ikke andre køer end de firbenede på marken, og vi fulgte årstiderne. Vi så spover, klirer, strandskader, havørne og storke og sågar eksotiske guldpiroler komme om foråret og rejse igen om efteråret. På de lange aftener læste vi f.eks. Nils Holgersen, og undertiden kunne vi høre gæssene uden for, mens der var ild i kaminen.
Her er så fantastisk trygt. Små børn cykler selv rundt, og uden for turistsæsonen låser de færreste dørene, for hvorfor skulle man egentlig det?
At flytte herover kræver naturligvis, at man har en særlig slags job. Min chef troede, jeg var blevet tosset, da jeg fremlagde ideen. Men han kendte Anholt, som han havde sejlet til i sejlbåd, så helt galt var det ikke.
Mit argument var, at det var ligegyldigt for Mærsk, hvor jeg sad fysisk. En stor del af mit job handlede om kommunikation i hele verden. Det skete ofte per kontrakt via udenlandske udbydere i forskellige tidszoner.
En ordning som min kræver med andre ord en grundlæggende og gensidig tillid mellem chef, medarbejder og kolleger.
Man skal levere varen og overbevise folk om, at man ikke bare sidder og ”feder den”. Det kunne jeg godt. Som nævnt så min daværende chef potentialet i, at han kunne opnå en mere tilfreds medarbejder, uden at det kostede ham eller virksomheden noget. Tværtimod, kan man sige. Den pendlertid jeg sparede, blev ofte til effektiv arbejdstid. Naturligvis fungerede ordningen, for jeg var jo endnu mere opsat og motiveret!
En anden vigtig ting for mig var, at jeg ofte besøgte den fysiske arbejdsplads. Min afdeling af Mærsk havde hovedkvarter i Sønderjylland, og når jeg hver 10. dag var der, gjorde jeg meget ud af at tale med alt og alle. De har nok tænkt, at jeg led af ø-kuller, men jeg havde en ide med galskaben.
Man SKAL nemlig kende folk i alle virksomhedens afdelinger. Det er en forudsætning for, at arbejdet resten af tiden foregår nemt via telefon og gode net-forbindelser. Personlige samtaler og kontraktforhandlinger bør naturligvis tages in persona.
Så er der det sociale. Her følger de tre vigtigste råd, jeg giver, når jeg holder foredrag om at tage jobbet med sig til ”u’kants-Danmark”:
- Test ø-livet først:Mange øer gør det i dag nemt at afprøve det nye liv. I en midlertidig bolig kan man i 1-3 måneder teste om drømmen nu også holder mål med virkeligheden. Samtidig kan man vurdere, om det er praktisk muligt at tage ens job og arbejdsprojekter med.
- Vurdér børnenes trivsel:De fleste ø-skoler modtager gæster med åbne arme og hjerter, og mange har lave klassekvotienter. Det betyder, at ens barn eller børn undertiden kan få mere opmærksomhed og læring end på en storbyskole. På Anholt leger børn ofte på tværs af alder, hvilket er godt, men dette aspekt går begge veje. Opstår der konflikt, skal man kunne tackle det fornuftigt og hurtigt. Børnene finder ikke bare nye venner, for der er ikke så mange at tage af. Men også dét aspekt rummer i øvrigt en vigtig læring.
- Afstem de sociale forventninger:I tilfældet Anholt er der kun ca. 130 fastboende på 22 kvadratkilometer sand, ørken og morænebakker. Det er hverken et ø-kollektiv, hvor alle overrender hinanden hele tiden, eller et sted med fuldstændig tavse individualister. Kulturlivet er ret rigt, og øens fastboende tager mange skægge initiativer. Byder man ind og bidrager, er man med. Men det står også én helt frit at vælge værdien af eget selskab. For os var det en kombination.
PS: I begyndelsen af 2016 forlod Erik Høgh-Sørensen Mærsk til fordel for den private rådgivningsvirksomhed Analyseenheden 4V. De mange møder på fastlandet gør det i dag sværere for ham at bruge Anholt som base.
