Historier og billeder fra hverdagen på Anholt
”Prøv en ø” førte til et nyt liv på Anholt

”Prøv en ø” førte til et nyt liv på Anholt

Ane og Simon boede fra oktober 2018 til februar 2019 på Anholt, da de deltog i projektet ”prøv en Ø”. Der var æblekage, kaffe på kanden og mange positive erfaringer, da vi mødtes til evaluering af deres ophold og af projektet generelt. Der var også masser af kager og kaffe til alle da Ane og Simon flyttede ind på Østervej. I bedste Thy tradition, som Ane forklarede, inviterede de nemlig alle Anholtere indenfor til en snak, et kig og lidt godt at spise, for at vi kunne lære dem at kende og omvendt. Over 40 børn og voksne kom forbi i løbet af dagen, fra børnehaven med personale til øens pensionister.

Anne og Simon mener at den information de modtog om projekt ”Prøv en ø” var udmærket, for der blev ikke lovet for meget. Ligeledes fik de også en god introduktion til det hus de fik lov at låne, et hus som på Anholt kaldes Helga Posts hus. Men en ting er kommet bag på dem, og det er prisen for at varme et gammelt hus op i vintermånederne. Når man, som Ane og Simon kommer fra en lejlighed i storbyen, så er udgifter til el og brænde på over 3000 om måneden en overraskelse, som ”Prøv en ø” i fremtiden skal oplyse indflytterne om. Til gengæld er de blevet positivt overraskede over, hvor billigt det er at bo her. ”Man bruger jo ingen penge, når der kun er en Brugs og man bruger heller ikke tid på at stå i kø”, som Simon forklarer. Desuden er internettet hurtigt, så man kan udmærket passe et arbejde over nettet. Eksempelvis være ansat som elinstallatør i Rambøll med ansvar for opbygningen af el systemer på det nye supersygehus i Hillerød.

Ane og Simon følte sig meget godt taget imod på Anholt, for allerede på færgen hilste personalet velkommen og på kajen stod deres kontaktperson Signe og tog imod dem. Der havde været en lille artikel i Anholtposten inden de ankom og efter få dage kom Vibeke forbi med det nyeste nummer af øens vigtigste nyhedsmedie. I begyndelsen var det rart at have en kontaktperson, men efter kort tid fandt Ane og Simon ud af tingene selv. De brugte ikke så meget den velkomstfolder, som de havde fået tilsendt, som øens telefonliste der blandt andet ligger i Brugsen. ”Nogle gange sad vi og spekulerede over, hvad hedder nu den eller den, og så fandt vi ham på listen”, siger Ane.

Parret har været meget klar på, at de selv skulle være klar til at prøve forskellige ting af, under deres ophold. Simon købte en stjernekikkert og har flere gange været i ørkenen om natten og oplevet det utrolige mørke, som findes der. Ane tog et kursus i saunagus inden afrejsen til Anholt og har løbende øst sine olier og sin viden ud over medlemmerne af vinterbadeklubben. Til stor fornøjelse for os medlemmer. Parret mødte også udklædt op til halloweenfesten, taget det halve af familien med til bankospil, spillet i øens orkester til skolen 100-års jubilæum, slagtet haner og lavet fællesmad og mange andre ting, så de har mødt øens liv med åbent sind.

Nu har Simon sagt sin stilling i Rambøll op og er blevet pedel på skolen. Han er også øens nye elektriker og dermed et godt eksempel på match-making, som i bund og grund går ud på at tiltrække beboere til øerne, med et erhverv, som øen brug for. Og udover børnefamilier eller kunstnere/projektmagere er det netop et af kriterierne for at blive udvalgt som deltager i ”Prøv en Ø”

Ane er uddannet i dramaturgi og teatervidenskab og har stadig nogle opgaver som forestillingsleder på Teater V på fastlandet. Hun er lige for tiden på turne med forestillingen ”Tvind the musical” og når den turne er slut, så håber hun også, at hun finder et fast arbejde på øen. ”Det er rart at få en identitet på øen. Nu er Simon pedel og elektriker og snart er Ane sikkert også noget” som de begge pointerer.

Evalueringen er ved at være slut. Klokken er 21 og Signe Hylby skal ud på sin aftenrunde som hjemmesygeplejerske og Birgitte Dahl Jeppesen skal hjem og lufte sin hund. Som mange aftner på øen.

Del på Facebook

og vær med til at sprede vores historier