Den 4. Januar 1999 stod jeg på Anholt Havn, medbringende min rygsæk, sovepose og underlag. Jeg var 27 år gammel, havde afsluttet lærerseminariet, friluftsvejleder uddannelsen og et halvt års orlovsstilling på Helgenæs Naturefterskole.
Efter jeg i sommeren 1997 for første gang satte min fod på Anholt, havde jeg en overvældende følelse af at komme ”hjem” – at møde en tidslomme, men mest af alt en overvældende natur, som mit indre friluftsmenneske ikke kunne komme uden om. I 1998 købte jeg hus i Bygaden, og i januar stod jeg så der på havnen i det mørke vintervejr uden at kende mere end et par stykker på øen.
Ville være på Anholt et stykke tid
Tanken var, at her skulle jeg være et stykke tid, inden et nyt lærerjob trak mig væk. Sådan skulle det imidlertid ikke udvikle sig.
Efter et stykke tid som spejderleder og nærmere bekendtskab med børneflokken rygtedes det, at jeg var lærer. Jeg blev opfordret til at lægge billet ind på skolen, selvom jeg egentlig var på vej til et lærerjob på Venø.
Lærerjob på Anholt
Kontakten blev skabt, og en særdeles fremragende jobsamtalemetode blev anvendt, nemlig to ugers projektforløb med yngste og mellemste klasse. Uden min egen viden blev jeg vurderet og spurgt, om jeg ville overtage en stilling, der netop blev ledig efter sommerferien. Genialt.
Tanken om at beskæftige mig med disse børn fik mig til at sige ja. De var/er så dygtige og individualistiske. De kan bruge værktøj, sy tøj, hugge brænde, holde hus, fælde træer, løse alskens problemer, kan lege på tværs af alder og udfordringer og så er de dygtige.
Utallige skolerejser er det blevet til – vi har virkelig været ude at se os omkring, men også været meget glade for at komme vores eget univers igen.
Den dag i dag kan det glæde mig at se gamle elever komme godt i vej og erobre verden med dygtighed og især med sig selv i god behold. Udsigten har måske været snæver, men horisonten uendelig.
Hverdag i børnefamilie på Anholt
Mand og børn blev det til og øens særegenheder, daglige finurligheder og sjove historier bliver til hverdag i en børnefamilie, hvor livet kører ”efter en snor”. Livet er konkret og giver mening. Mine børn og stedbørn er vokset op i et særdeles trygt miljø.
Anholt er særlig, fordi der er så meget, der ikke er tilstede. Det er ikke alle, der får øje på det og vel netop derfor ikke bosætter sig. Men netop derfor er det et unikt sted at bo. Lagene er skrællet af.
Det er et uundgåeligt møde med dig selv –du må i sandhed selv tage ansvaret for dit eget liv. Du skal selv skabe det.
Folk kommer til, bosætter sig, rejser igen – ting går i ring på en naturlig måde. Et holistisk samfund, hvor tingene hænger sammen og giver mening. Et samfund, der er afhængigt af, at du investerer noget.
Interessant er det, at Anholt er fyldt med stærke veluddannede kvinder.
Igennem tiden har jeg mødt mange forunderlige og spændende anholtere, en kultur, jeg finder meget iderig, innovativ og handlekraftig. Det er buzzwords i medierne, men naturlige her og nævnes derfor ikke ved navn, ligesom ordet inklusion i folkeskoleregi.
Der er mennesker og meninger på spil, og det giver spænding og udvikling. Hvis enighed nås er det utroligt, hvad der kan stables på benene., selv om det ind i mellem skal i gennem mange prøvelser.
Vi deler ikke altid så meget, men følger med i hinandens glæder og sorger, socialiserer på tværs af sammenhængen og bliver derved hinandens livsvidner. Vi har noget sammen, om vi vil det eller ej, og til syvende og sidst er vi kun noget i kraft af hinanden.
Drager nu videre
Nu er det undertegnede og min lille familie, der rykker teltpælene op drager mod fastlandet i eftersommeren. Det er tid til nye oplevelser, nye vinde. 16-17 år er gået, siden jeg stod der på havnen alene i mørket, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Utallige oplevelser og indtryk har fæstnet sig på min nethinde, og det forsvinder aldrig.
Tak for det, Anholt.
Helene Hennings