Historier og billeder fra hverdagen på Anholt
En rigtig Anholter

En rigtig Anholter

 

Mia Nordby har boet på Anholt hele sit liv, – på nær 10 år, hvor hun var ovre på fastlandet for at uddanne sig.

Mia Nordby arbejder i Anholt BørnehaveHun blev født i 1967 på Anholt. Hendes drivkraft er en uforbeholden kærlighed til Anholt. Da hun som 15-årig, ligesom alle andre, måtte forlade øen for at videreuddanne sig på fastlandet, led hun frygteligt af hjemve, så da hun som 25-årig nyuddannet ernærings- og husholdningsøkonom samt nygift, fik mulighed for at bosætte sig på Anholt, slog hun straks til også selvom jobmulighederne jo ikke er særlig mange på øen.

Mange forskellige jobs på øen

Hun har dog aldrig manglet arbejde i de 23 år, hun nu har boet på Anholt, idet hun har kastet sig ud i alt forefaldende arbejde, lige fra rengøring af toiletter og sommerhuse, postomdeling, hjemmehjælp til pædagogmedhjælper. Sideløbende hermed har hun desuden sin egen virksomhed.

De første 12 år drev Mia en butik med diverse tøj og ting, gaveartikler og kunsthåndværk i stueetagen i Potters Hus, mens de udlejede førstesalen.

Mia Nordby med familien på AnholtDa hun i 2009 fik det 4. barn nedlagde hun butikken og istandsatte også stueetagen til en lejlighed med henblik på udlejning. Dette har vist sig, at være en god idé, eftersom der er en fin belægning. Om vinteren er det øens eneste overnatningstilbud/mulighed.

Mia har endvidere arbejdet som kogekone på Anholt i mange år og lavet mad til mange forskellige arrangementer. Guld-og sølvbryllupper, runde fødselsdage, konfirmationer, barnedåb, bryllupper med mere.

Dronningebesøg på Anholt – et højdepunkt

Et højdepunkt var, da hun stod for afskedsreceptionen på Anholt Redningsstation i forbindelse med Dronning Margrethes besøg i maj 2011.

BryllupskageDen største udfordring var dog, da hun skulle lave mad til 100 gæster på Fyrgården, hvor der hverken er elektricitet eller rindende vand til kunstprojektet ”Fortællinger i Fyrtårnet” eller da hun stod for at tilberede 1200 portioner chili con carne til den årlige Anholt Festival i skolens moderate køkken.

For Mia er det er alt andet end kedeligt at bo på Anholt, og hun nyder, at have sin base på Anholt, og bliver stadigvæk så glad hver eneste gang, hun har været bortrejst, og sidder på færgen og pludselig ser Anholts bakker dukke op i horisonten. Man overvældes altid af øens skønhed, når man bevæger sig rundt herovre, siger hun og elsker den ro, nærhed og tryghed, som man finder ved at bo herovre, og som giver styrke og gåpåmod.

 

Anholt Marathon

Mia er medarrangør af Anholt MarathonMia er desuden medarrangør af Anholt Marathon.

Første lørdag i september afholdes marathon, ½marathon samt 10-km løb her på Anholt. Et helt unikt løb, måske verdens mindste marathon, idet der

max er tilladelse til 10 deltagere i helmarathon. ½marathon og 10-km løbet kan max have 100 deltagere.

Mere om løbet kan findes på www.anholt-halvmarathon.dk eller www.facebook.com/anholtmaraton

Del på Facebook

og vær med til at sprede vores historier