Historier og billeder fra hverdagen på Anholt
Anholt og os

Anholt og os

Dennis - Anholt og os
Dennis i action som crew på Anholt festival 2014

Det var tilfældighedernes spil, der gjorde at vi flyttede til Anholt – dengang i 2011. Vi vidste ikke hvad der ventede os, eller hvem? Det eneste vi vidste var, at vi havde to jobs på skolen, og et sted at bo.

Aldrig havde vi forestillet os, hvor meget den lille ø har at byde på. Naturen, menneskene, foreningsliv, tryghed, nærvær, eventyr, mørke, lys, fordybelse, venner, kollegaer, festival, barselsmad, engagement, fortællinger, hav, blæst, sommer, fest, kunst og kultur. Vi har været så priviligerede, og vi har fyldt vores rygsæk til bristepunktet med oplevelser, viden og minder, som vil komme os til gode resten af livet.

anholtogos
Sigurd på Anholtfærgen

Anholt Skole har været en fantastisk arbejdsplads. Her er plads til kreativitet, udvikling og nytænkning. Der er en særlig skolekultur på Anholt, som man ikke oplever særlig mange steder. Skolen er nemlig vigtig for alle, og derfor vil man gerne gøre en ekstra indsats for, at det er et dejligt sted at være, når man vokser og lærer. Vi har hver dag nydt at arbejde sammen med eleverne, forældrene og ledelsen om at lave en god skole. Vi håber inderligt, at der vil være en skole på Anholt i mange år endnu.

Ligesom det var tilfældighedernes spil, der fik os til at rejse til øen, var det også tilfældigheder der gjorde, at vi måtte derfra igen. Livet og relationerne på fastlandet kaldte, og kunne ikke længere vente på os og vores eventyr.

Anholt blev starten på vores liv som familie. Den bedste start man kunne ønske sig. Vi vil altid have øen og anholterne med os i hjertet.

Vi har lært så meget. Tak.

Læs også Mettes Facebook opslag fra august 2012 her – så gik det første år som øbo

Sigurd, Dennis og Mette – fastboende på Anholt 2011-2014

anholt og os
Mette og Kaja på aftentur ved stranden

Del på Facebook

og vær med til at sprede vores historier