Historier og billeder fra hverdagen på Anholt
Fra ferieø til hverdagsliv – på Anholt

Fra ferieø til hverdagsliv – på Anholt

Torben og Joyann ved Pakhusbugten, Anholt
Vi er begge to vilde med hav, strand og lange vandreture

Sommeren 1989 var jeg på udkig efter et dejligt sted at holde ferie, imens jeg ventede på, at kunne flytte ind i et hus i København sammen med min dengang 7-årige søn, Jonas. Jeg har altid elsket naturen og holder normalt ikke af overbefolkede campingpladser, og da en veninde foreslog, at vi tog med til Anholt, var jeg straks tændt.

Det var kærlighed ved første blik, helt fra vi steg om bord på den lille bitte færge i Grenaa havn og Jonas spottede fiskedellerne i cafeteriet. Anholt Camping var lige noget for os, herligt vild og med folk i små telte med primitivt udstyr og en dejlig stemning. Yes.

Anholt blev udforsket til fods, jeg tror vi nåede til fyret allerede denne første sommer – og vi kom tilbage hvert eneste år indtil 1995, nogle år flere gange. Duften af lyng, revling og hav, ørkenens storhed, havet og den rene luft, de gode folk og friheden. Anholt sad fast i sjælen.

Joyann og Torben, Anholt 1994
Torbens første ferie på Anholt i 1994

Torben kom straks med til Anholt

Da jeg fandt sammen med Torben i 1994, skulle han naturligvis med til Anholt, og det var heldigvis ikke noget problem at få ham overbevist om feriemålet. Torben havde været på øen en gang før, i sejlbåd i en stiv kuling sammen med en sejler-kammerat, så det var ikke første gang, han betrådte øen i Kattegat. Det blev til to somre sammen på Anholt, – derefter købte vi hus på landet og familien blev større, Thomas og Robert kom til og vi byggede om og livet gik sin gang.

Tilbage efter 18 år

Vi havde helt glemt Anholt i 18 år. Indtil sommeren 2013, hvor vi egentlig ville til Bornholm, men vi endte i stedet på Anholt…….tilfældigvis. Torben var på udkig efter lærerjob og havde set opslaget i maj 13, men vi tænkte jo, at stillingen var besat. Det blev til en lille uge på campingpladsen – nu med nye ejere, Jens og Berit havde overtaget styringen – men heldigvis med samme hyggelige stemning og de samme inskriptioner på væggen i toiletbygningen. Hjemme igen! Thomas og Robert – to gutter på 13 og 15 år, – de kunne godt lide Anholt. Vi travede rundt på øen, som vanligt, og hyggede os. Skulle desværre hjem igen efter alt for kort tid, hunden og kattekillingerne ventede. Jeg kan tydeligt huske, at jeg bare ikke var klar til at sejle til Grenaa igen.

Skal vi mon bo her på Anholt?
Skal vi mon bo her på Anholt?

Lærerjob på Anholt – en vild ide…

Torben og jeg havde forberedt os på, at det muligvis var tid at flytte til et andet sted, da lærerjobs i Aarhus-området var svære at få fat på. Så vi var på en måde klar til at rykke, da vi kom hjem fra ferie og fandt ud af, at jobbet på Anholt Skole var genopslået. Vi holdt famileråd og de to teenagedrenge sagde ja til, at far søgte job på Anholt, også selv om det måske betød skoleskift og farvel til barndomshjemmet.

Torben sejlede til Anholt og var til samtale15. august – og han startede på skolen 1. September. Robert, Torben og kattekillingen Riddick tog afsted med to cykler, et par rygsække og en cykelvogn og flyttede ind i skolens lejlighed. Det hele gik så hurtigt, at vi slet ikke rigtig nåede at forstå konsekvensen, – og sådan er det jo ind imellem i livet, man siger ja til noget for senere at erkende, hvad man også har sagt ja til.

Torben og Robert på Anholtfærgen
Torben, Robert og kattekillingen på vej mod det nye liv på Anholt, august 2013

Praktiske udfordringer ved at flytte til en ø midt i Kattegat

For os var det de praktiske omstændigheder omkring salg af vores store hus på landet ( i finanskrisens dønninger) og flytning til en alt for lille bolig på øen, som var de store udfordringer. Det at bo på Anholt som sådan var og er en positiv oplevelse, men hold da op hvor har det været et par hårde år, sådan praktisk og økonomisk med to huse + en teenager i Grenaa. Thomas skulle jo også finde et sted at bo, han fyldte 16 år og var lige startet på teknisk skole, da far flyttede til Anholt. Det tog nogle måneder at få det hele på plads, derefter blev Thomas installeret i Grenaa og jeg kunne følge efter Torben og Robert til Sønderstrandvej.

Bolig på Anholt – en udfordring som kan løses

Det er blevet til tre boliger på øen, og vi håber og tror, at vi vil blive i Netes hus Under Bakkerne i mange år frem – og at det snart bliver Torben og Joyann´s hus. Vi tror stadig på, at vi snart får solgt det gamle hus på fastlandet og vi tror og ønsker, at det hele falder HELT på plads, snart. For vi vil gerne være øboere, slå rod, bygge hus og lave have, skabe et liv på Anholt, som varer ved. Her er nemlig skønt, hele året. Faktisk kan jeg endnu bedre lide det uden for højsæsonen, her er dejligt i alt slags vejr og så længe saunaen er varm og havet er friskt og køligt, er jeg klar til en dukkert.

Joyann ved Sønderstrand, Anholt
En våddragt udvider badesæsonen

Hverdagen som webdesiger på Anholt

Min hverdag er som den var før jeg kom til Anholt, – jeg sidder foran computeren og passer min webdesigner virksomhed, når drengene er i skole og der er ro i huset. I fritiden går jeg gerne lange ture med vores gule vovse, og jeg elsker at indrette hus, at få nye ideer til endnu bedre bolig (som Torben så er med til at udføre i praksis) og at lave mad, sylte, bage og hygge. I nuværende bolig er vi velsignet med en dejlig have med JORD – eller i hvert fald er vores sand mørkere end mange andre steder på øen og kan forbedres med dyregødning. Det med haven betyder alt for mig, som er sådan en, som trives bedst med drivhus og køkkenhave, blomster, bær og frugttræer og mange timer i selskab med jord og himmel.

Anholt er perfekt til et liv med fødderne på jorden og hovedet i himlen, og med hjertet lige her, hvor vi står.

 

Namaste – Joyann.sonderbjerg

Del på Facebook

og vær med til at sprede vores historier