Jeg sidder i en lufthavn. Om lidt skal jeg flyve hen over Kattegat, og jeg ved at dernede et sted i mørket, er øen hvor jeg bor. En lille bunke sand midt i havet med en håndfuld mennesker der er afhængige af hinanden på godt og ondt.
Jeg har været på arbejdsrejse, og må overnatte før jeg kan tage færgen hjem i morgen. Jeg har efterhånden sovet på mange sofaer. Rejser er en del af det at være øbo. Når andre bruger en halv time på at gå til tandlægen, bruger vi to dage. Men rejserne: Arbejdsrejser såvel som besøgsrejser, indkøbsrejser eller tandlægerejser er også det fine ved at bo utilgængeligt. Tre timers færgetur kan bruges til mange ting: Læsning, regnskaber eller ret og slet afslapning. Det er en kærkommen gave i en travl hverdag. Når MF Anholt stævner ud fra Grenå, lægger vi fastlandets travlhed og tusinde tilbud bag os. Allerede på færgen er det lidt som at være hjemme i sin egen stue. Især om vinteren hvor der sludres hyggeligt, og nogle af os er solidarisk søsyge på hver sin bænk med hver sin pose.
Jeg bor på en eventyrlig ø midt i havet. Langt fra dér hvor det sker. Jeg har lige været ude i verden, og har fortalt historien mange gange undervejs: Ja, på Anholt er der smukt, fladt og forblæst. Ja, vores færge sejler kun fire gange om ugen i vinterhalvåret. Ja, det kan være ensomt. Ja, mine døtre skal flytte hjemmefra som 15-årige. Nej, vinteren er ikke lang og begivenhedsløs. Nej, jeg keder mig aldrig. Og nej, jeg synes faktisk ikke, jeg mangler perspektiv.
Det er snart 12 år siden, jeg landede på øen der ligner en fugl. Jeg kom fra Bergen, elskede fjeldene og synes at alt i Danmark stod i lidt for pæne og lige rækker. Anholt var anderledes, og derfor blev det hertil rejsen gik. Jeg kom med min 3-årige datter og en enkelt palle med de ting jeg havde fået skrabet sammen i løbet af 8 år i Norge. Jeg skulle blive et år, måske to. Jeg skulle bare lige mærke mine danske rødder, så skulle vi videre. Det var planen.
Jeg har altid følt mig velkommen på Anholt. Lige fra de første dage, hvor folk hilste på gaden og sagde velkommen. Og så er jeg blevet taget i brug. Jeg havde ikke været længe på øen før tilbuddene begyndte at komme: Kan du male? servere? fælde træer? hugge i sten? undervise? arrangere? Jeg har udført en mangfoldighed af opgaver og fået stillet udfordringer, jeg troede lå langt udenfor mine kompetencer. Og det er det, jeg elsker ved at være øbo. Det er også dét, jeg beundrer ved øboer: De er tusindkunstnere. Der er mange opgaver som skal løftes i et lille samfund, og de fleste har sammenstykkede indkomster. Mangler man kundskab, så tilegner man sig den.
Jeg er endnu ikke kommet af sted herfra. Vi er blevet en familie Esther, Anna, Laurits og mig. Vi har hus, høns og bier. Vi har køkkenhave, dybfryser og masseovn. Jeg hænger godt fast, skulle man mene, og jeg runder snart mit 12. år på øen. Men hvem ved. Det er også en side af det at være øbo, at livet er i forandring og kan ændre sig fra i dag til i morgen. Måske passer livet her i dag, men ikke længere i morgen, og så må man videre.
Periferi eller verdens navle. Spørg vores børn, de vil sige verdens navle, og jeg tænker, at man vælger selv. I mit arbejde som kunstner har jeg valgt at sige, at jeg bor lige midt i Skandinavien, og mit netværk kan lige så godt være i Norge eller Finland, som det kan være i Århus. Der er mange ting, jeg ikke har fået gjort i løbet af årene herude. Mit professionelle CV er måske mere skrabet end jeg havde drømt om, men tingene jeg har fået gjort er flere, og mere overraskende, end jeg nogensinde ville have troet.
Det bedste ved at bo på Anholt er stilheden og tiden. At stå af færgen og cykle ad Nordstrandsvej mens vintersolen skinner varmt på Nordbjerg. Når færgetrafikken har passeret, hører man kun havet og vinden. Tiden går langsommere her. Jeg har tid til at fordybe mig, mærke årstidernes og naturens gang, og jeg har tid til mine børn. Jeg elsker at rejse ud, men glæder mig altid til at vende hjem igen til ø-livets overskuelighed og ro.
Kunstner Malene Pedersen